"Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt..." (Gal.6:14)

Når man bliver født på ny, kan man godt virke lidt diffus og
usammenhængende i begyndelsen. Man har en hel del ukoordineret følelser
og befinder sig på forskellige niveuaer i forskellige ting. Hos apostlen
Paulus var der en stærk og vedholdende indre sammenhæng, derfor kunne
hans ydre liv omskriftes, som det ville; det slog ham ikke ud, fordi han
var rodfæstet og grundfæstet i Gud.

De fleste af os er ikke åndeligt sammenhængende, fordi vi er mere
optaget af at virke sammenhængende og fornuftige udadtil. Paulus holdt fast ved de helt grundlæggende sandheder, men de principfaste kritikere foretrækker højtravende, akademiske argumenter. Derfor har de intet til fælles. Paulus var konsekvent i sit liv og sammenhængende i sin undervisning, fordi han holdt fast ved fundamentet, nemlig at Gud led og kæmpede for verdens forløsning, altså Jesu Kristi kors.

Prøv at skrive alt det op, du tror på, og tage derefter så meget af det
væk som muligt, så du beholder fokus på den klippegrund, som hedder
Kristi kors. I verdenshistorien er korset noget uendeligt småt; fra et
bibelsk perspektiv er det af større betydning end alverdens riger.

Hvis vi i vores prædiken kommer bort fra Guds tragedie på korset,
udretter den intet. Den bringer ikke Guds kraft til mennesket; den kan
være interessant, men den har ingen kraft. Men forkynd korset, så
slippes Guds kraft løs. "Gud besluttede ved prædikenens dårskab at
frelse dem, som tror" - "vi prædiker Kristus som korsfæstet"
(1.Kor.1:21-23).

(Uddrag af andagtsbogen "Alt for Ham", af Oswald Chambers, 1935. Originaltitlen er "My Utmost for His Highest". Scadinavia, 2004.)