SKRIFTEN. Kirkens eneste autoritet er Bibelen, inspireret af Gud ved Helligånden, ufejlbarlig og fuldt ud tilstrækkelig og troværdig. Ingen del af den originale Skrift er mærkede med fejl eller udtryk for menneskers syndige natur. Skriftens autoritet og tilstrækkelighed omfatter hele Bibelen og er derfor den endegyldige autoritet for al lære og praksis. På ingen måder kan man identificere en kanonisk bog indenfor en kanonisk bog, for et eksempel, ved at sætte Jesu ord op imod Paulus’ skrifter (2 Tim. 3:15-17, 2 Pet. 1:21).
GUD. Der er kun en Gud, Skaber, Opretholder og Herre over alle ting, som besidder al perfektion og er uendelig i sin natur; og til Ham skylder alle skabninger deres højeste kærlighed, ærefrygt og lydighed (1 Mos. 1:1, 5 Mos. 6:4, Es. 45:22, Åb. 22:13).
TREENIGHEDEN. Den eneste sande Gud bliver for os åbenbaret i tre distinkte personer; Faderen, Sønnen og Helligånden, hver med deres distinkte personlige egenskaber, men med den helt samme natur, essens og væsen (1 Mos. 1:26, Matt. 28:19, Johs. 1:1; 10:30, Ap.G. 5:3-4, Kol. 2:9, I Johs. 5:7).
SYNDEFALDET. Oprindeligt skabte Gud mennesket i sit eget billede (1 Mos. 1:27), til sin egen ære (Es. 43:7) og uden synd (1 Mos. 2:25); men gennem Satans fristelse, overtrådte mennesket Guds befaling og faldt fra sin oprindelige hellighed og retfærdighed (1 Mos. 3:1-24). Herigennem arvede de første menneskers efterkommere en korrupt natur, som fuldt ud er i modstrid med Gud og Hans love (Rom. 3:9-18). De er under fordømmelse og i det øjeblik de bliver i stand til at praktisere moralske handlinger, bliver de egentlige lovbrydere (Sl. 51:5).
MELLEMMANDEN. Jesus Kristus, Guds enbårne søn (Johs. 3:16), er guddommeligt udvalgt til at være mellemmand mellem Gud og mennesker (1 Tim 2:5). Idet Han tog menneskeskikkelse på sig (Fil. 2:5-8), dog uden synd (Hebr. 4:15), opfyldte Han loven perfekt (Matt. 5:17). Han led og døde på korset til frelse for syndere (Johs. 10:15, Rom. 3:25, 1 Pet. 2:24). Han blev begravet, oprejst igen på den tredje dag (1 Kor. 15:4) og steg op til sin Fader (Ap.G. 1:9), hvor Han for evigt sidder ved Hans højre hånd for at gå i forbøn for sit folk (Rom. 8:34). Han skal komme igen med stor herlighed og kraft og dømme levende og døde (2 Tim. 4:1). Han er den eneste mellemmand, Profeten (Ap.G. 3:20-22), Præsten (Hebr. 4:14), Kirkens konge og universets suveræne Hersker (Ef. 1:21-22).
GENFØDSEL. Genfødslen er en forvandling af hjertet ved den Hellige Ånds virke, som levendegør dem som er døde i deres overtrædelser og synder. Helligånden oplyser deres sind og ånd til at forstå Guds Ord og fornyer hele deres væsen, således at de elsker og praktiserer hellighed. Det er Guds værk alene, som bygger på Hans store nåde (Ez. 36:24-27, Johs. 3:3-8, 2 Kor. 5:17, Titus 3:5).
OMVENDELSE. Omvendelse er en evangelisk nåde, hvorved Helligånden åbenbarer for mennesker deres enorme syndige ondskab. Denne åbenbaring fører ved Guds nåde mennesker til at ydmyge sig med en bedrøvelse efter Guds vilje, en afsky overfor synd og et had overfor sit selv, med den hensigt og tanke, at vandre med Gud for at behage Ham i alle ting (Sl. 51, Mark. 1:15, Luk. 13:3, 24:47, Ap.G. 11:18, 20:21, 2 Kor. 7:9-10).
TRO. Den frelsende tro, er en tro på Guds autoritet, som udtrykt og åbenbaret i Hans Ord vedrørende Kristus. Denne tro overgiver sig til og hviler alene på Hans retfærdiggørelse og det evige liv. Den skabes i hjertet ved Helligånden og følges ved Guds nåde til sjælens frelse, som leder retfærdige til et helligt liv (Johs. 6:44-45, Rom. 10:17, 1 Kor. 12:3, Ef. 2:8, Titus 1:1, Hebr. 10:39).
RETFÆRDIGGØRELSE. Retfærdiggørelse, som er tilvejebragt gennem Jesus’ frelsesgerning, er Guds nåderige og fulde frikendelse af syndere som omvender sig fra al synd og tror på Kristus. Den gives ikke på baggrund af gerninger eller nogen iboende kvaliteter, men alene på baggrund af Kristi lydighed og tilfredsstillende offer. Retfærdiggørelsen modtages gennem tro (Ap.G. 3:19, Rom. 3:26, 4:5-7, 8:30-33, 1 Kor. 1:30).
HELLIGGØRELSE. De som er genfødt er også helliggjort ved Guds Ord og Ånd, som bor i dem. Denne helliggørelse er en fremadskridende proces som tilføres guddommelig styrke. Alle Guds retfærdige søger at opnå helliggørelse og presser på efter det himmelske liv i lydighed mod alle Kristi befalinger (Johs. 17:17-19, Ap.G. 20:32, Gal. 5:16-25, 1 Pet. 1:2).
KIRKEN. Herren Jesus Kristus er hovedet for kirken(Ef. 1:22, Kol. 1:18), som består af alle Hans sande disciple (Ephesians 2:11-3:6), og i Ham bor hele Guds fylde og kraft til dens ledelse. I henhold til Hans befaling, er alle kristne kaldet til at knytte sig til en kirke (Ap.G. 14:23,27, 20:17,28; Gal. 1:2, Fil. 1:1, 1 Thess. 1:1); Gud har givet kirken autoritet til at administrere den orden, disciplin og tilbedelse, som han har foreskrevet (Ap.G. 20:28, Ef. 4:11). Kirkens officielle tjenere er Biskopper eller Ældste samt diakoner eller hjælpepræster (1 Tim. 3:1-13, Tit. 1:5-9, 1 Pet. 5:1-5).
DÅB. Dåben er en af Jesu forordninger, obligatorisk for enhver troende. Den troende neddykkes i vand i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, som et tegn på hans fællesskab med Kristi død og opstandelse, syndernes forladelse og Jesu fulde overgivelse til Gud, til at leve et nyt liv i en vandring med Ham (Mat. 28:19, Ap.G. 2:41-42, 8:36-39, Rom. 6:1-11).
NADVEREN. Nadveren er en af Jesu forordninger, som administreres med brød og vin, og som holdes hellig af kirken indtil verdens ende. Det er på ingen måder et offer, men er beregnet til at ihukomme Hans død; bekræfte den kristnes tro og være et bånd, et løfte og en fornyelse af deres fællesskab med Ham og med kirken (Luk. 22:15-20, 1 Kor. 10:16, 11:23-32).
OPSTANDELSEN. For både de forløste og de fortabte vil der blive en opstandelse; for de forløste, en opstandelse til liv, og for de fortabte, en opstandelse til dom (Johs. 5:28-29).
DOMMEN. Gud har bestemt en dag, hvor Han skal dømme verden ved Jesus Kristus, en dag, hvor alle skal gengældes i forhold til deres gerninger: de uretfærdige vil gå til evig straf; de retfærdige til evigt liv (Kl. 12:13-14, Ap.G. 17:30-31, 2 Kor. 5:10, 1 Pet. 4:17, Åb. 20:12).
